ACT - en tilgang til kommunikation (SE kursus) 2025
Kursets relevans
Bliv introduceret til ACT (Acceptance and Commitment Therapy) og lær, hvordan du kan bruge ACT i din kommunikation som læge, leder og kollega.
ACT er en 3. bølge kognitiv adfærdsterapi, der sætter fokus på, hvordan vi kan hjælpe patienter til at bryde med uhjælpsomme eller dysfunktionelle adfærdsmønstre og løsningsstrategier (f.eks. misbrug eller selvskade) og arbejde med at styrke kontakten til egne værdier og hvordan man kan leve i tråd med sine værdier sammen med eller på trods af de smerter og udfordringer, livet giver.
På samme måde kan ACT også bruges til at anskue, hvordan kommunikationen eksempelvis i klinikken kan være fanget i nogle uhensigtsmæssige mønstre og hvordan man kan arbejde på at få sat en kæp i hjulet for disse, for at bringe større fokus på hvilke værdier, man ønsker for trivsel og mål for alle i klinikken.
Kursets indhold
ACT præsenteres derfor her, ikke blot som en formel “samtaleterapi” men også, som en kommunikationsform, der kan bruges både i kontakten med patienter, medarbejdere, kolleger og samarbejdspartnere. ACT-teorien kobles løbende gennem kurset til praksisnære eksempler med fokus på overførbarhed til dagligdagen i klinikken. Dette ved hjælp af præsentation af baggrundsteori, koblet på eksempler fra hverdagen, illustrationer fra underviserne og kursuslederne, videoklip samt praktiske øvelser 2 og 2 og i små grupper.
SE 2 af dagene er søgt godkendt som Systematiske Efteruddannelse med fokus på kommunikationen, en helt naturlig integration til kurset.
Yderligere læsning
Som grundbog anbefaler vi "ACT – teori og praksis" af Russ Harris
Målgruppe
24 praktiserende læger og praktiserende speciallæger
Kursussted
Park Hoel San Jorge, Costa brava
Kursustidspunkt
20.-27.9.2025
Tilmeldingsfrist
Tilmeldingsfrist den 15. marts 2025
Kursusgodkendelse
Kurset søges godkendt som både systematisk (SE) og selvvalgt efteruddannelse. 2 af dagene søges godkendt som Systematiske Efteruddannelse med fokus på kommunikationen, en helt naturlig integration til kurset. Der kan efterfølgende søges refusion på Søg refusion her
Pris
Kursuspris: 22.850kr. Bureaupris: Pris pr. person i eneværelse 22.280 kr. Det er muligt at få et dobbeltværelse 15.665kr kr. (pris pr. person), hvis i er to personer der rejser sammen (priserne er inkl. fly/hotel m. halvpension, velkomst og afskedsmiddag samt konferencebeværtning).
Kursusledelse:
Trine Bagger Pedersen, praktiserende læge
John Rosenberg, praktiserende læge
Undervisere:
Autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi med voksne Vibeke Bie Hansen, Supervisorgodkendt af Dansk Psykologforening, født 1977. Indehaver af klinikken Psykolog Vibeke Bie i centrum af Aarhus (www.vibekebie.dk).
Min hverdag består af terapi, supervision og undervisning, hvor det metodiske udgangspunkt primært er ACT. I det terapeutiske arbejde møder jeg mennesker, der kæmper med stress, smerter, kroniske sygdomme, angst (særligt helbredsangst) og depression eller som er i en vigtig livsstilsændring ift. deres helbred. En interesse, der er blevet styrket af, at jeg siden 2014 har været tilknyttet Livsstilscenter Brædstrup (under Regionshospitalet Horsens), hvor jeg en gang om ugen underviser patienter fra hele landet ift. psykologiske aspekter ved livsstilsændringer. Som supervisor og underviser arbejder jeg primært med læger, ledere, medarbejdere i sundhedsvæsenet og faggrupper, der arbejder med socialt udsatte mennesker. Jeg er meget optaget af, hvordan ACT er en både meningsfuld og effektiv tilgang og metode, som kan anvendes bredt af mange faggrupper og ikke kun i psykoterapi.
Autoriseret psykolog og specialist i psykoterapi med voksne Jens Wraa Laursen, Supervisorgodkendt af Dansk Psykologforening, født 1967. Indehaver af Psykologhuset Nyt Fokus (www.pnf.dk) i Århus. Jeg blev psykolog i 1997 og har siden 2005 arbejdet i egen praksis med blandt andet psykologbehandling af klienter med et bredt spektrum af problemstillinger. Derudover underviser jeg i bl.a. i ACT og laver en del supervision af både psykologer og andet personale, heraf en del i forhold til misbrugsbehandling.
Efter at have arbejdet med traditionel kognitiv adfærdsterapi i 12 år blev jeg interesseret i ACT i 2009, og har siden haft dette som mit primære terapeutiske ståsted. Jeg er meget tiltalt af den oplevelsesorienterede og transdiagnostiske tilgang til forandring
samt måden værdier om bl.a. ligeværd vægtes i ACT, og det er min erfaring, at disse aspekter også giver rigtig god mening for mine klienter. Jeg er endvidere også akkrediteret EMDR-behandler.