Kræft i almen praksis - Find dem! Følg dem! Og alt det andet!
Introduktion
Kom med på et spændende kursus som kommer rundt om alle lægefaglige, psykologiske og etiske aspekter hos patienter med kræft.
Baggrund
Symptomer på kræft og kræftsygdom fylder meget i almen praksis, og vi har en helt central rolle i patienternes udredning og sygdomsforløb. Det er også noget som kan give anledning til udfordringer i hverdagen som praktiserende læge: Kan de symptomer patienten henvender sig med være kræft? Hvem skal udredes? Hvilken behandling får patienterne på kræftafdelingerne? Hvordan følger vi op, og hvordan styrker vi den palliative indsats i praksis? Hvordan kommunikerer vi med patienterne om svær sygdom og om døden? På kurset tager vi udgangspunkt i cases, som vi møder i hverdagen i almen praksis.
Hver praktiserende læge vil i gennemsnit have omkring 20 nye kræfttilfælde i klinikken årligt, 4-5 cancerdødsfald og 85-90 patienter, som lever med - eller er helbredt for - kræft. Patienter med kræftsygdomme har hyppige lægekontakter, idet såvel medicinske som psykologiske og sociale aspekter er blandet sammen. Senfølgerne af sygdom og behandling bliver også tiltagende hyppige, jo større succes kræftlægerne har med deres behandling.
Den diagnostiske udfordring er heller ikke blevet mindre med introduktionen af Dr. Google.
Der er således mange grunde til at kræftsygdomme fylder meget i almen praksis.
Kursets formål og indhold
Kurset vil øge den praktiserende læges viden om diagnostik og moderne behandling af kræftsygdomme i hele sygdommens forløb - fra diagnose til helbredelse, kronisk sygdom eller død - for at forbedre lægens handlemuligheder i relation til kræftpatient og dennes familie.
Følgende områder vil bl.a. blive dækket:
• Screening
• Den diagnostiske udfordring/patienter med uspecifikke symptomer
• Epidemiologiske, patofysiologiske og kliniske aspekter vedrørende de hyppigste kræftsygdomme
• Kræftbehandling
• Viden om nye metoder til diagnostik og behandling og indføring i principperne for molekylærbiologiske metoder.
• Fokus på kræftopfølgning i almen praksis, senfølger, alarmsymptomer samt diagnostik og opfølgning af recidiv
• Palliation, behandling af fysiske og psykiske symptomer hos både den svært syge kræftpatient og i det terminale forløb
• Den døende patient
• Kontakt og kommunikation med kræftpatienter og de pårørende
• Etiske og psykologiske aspekter ved kræftsygdom og behandling for patient, pårørende og os selv som behandlere
• Hvad kan den praktiserende læge gøre, "når der ikke er mere at gøre"?
Undervisningsmetoder
Kurset baseres på deltagernes aktive medvirken. Undervisningen baseres på veksling imellem gruppearbejde om cases, diskussion med underviserne og katedrale indlæg.
Målgruppe
30 praktiserende læger
Kursussted
Hotel Norefjell Ski og Spa byder på nogle dejlige rammer for kursus, afslapning i hotellets spa og ski lige uden for døren. Norefjell Ski & Spa | Norefjell
Kursustidspunkt
Den 11.-18. januar 2025
Kursusgodkendelse
Kurset er godkendt til 1 dages SE, 3 dages selvvalgt efteruddannelse og i alt 4 dages kursusafgift. der kan søges refusion efter kurset med aktivitetsnummer: 2025-0005
Pris
Pris: 22.000 kr. - dertil kommer opkrævning til rejse ca. 3.500 kr. til rejsebureauet. Kurset er med fuldpension, hotel (eneværelse), fly, transport mellem lufthavn t/r.
Tilmeldingsfrist
Tilmeldingsfristen er den 1.8.2024. Skriv mail her, med dit navn, mobilnummer og hvilket kursus du er interesseret i.
Undervisere
Professor, overlæge, phd. Ulrik Lassen, Onkologisk afd., RH.
Ulrik Lassen er overlæge og professor på onkologisk afdeling, Rigshospitalet. Han er leder af fase 1 Enheden hvor nye lovende lægemidler testes og hovedområdet for hans kliniske forskning er udvikling af nye medicinske behandlinger. Ulrik Lassen leder også et forsknings-laboratorium, hvor man tester lægemidler i dyr mhp. af forstå biologien og resistensudvikling. Derudover har Ulrik Lassen været formand for DSKO (Dansk Selskab for Klinisk Onkologi) siden 2014, og før det formand for Dansk Selskab for Kræftforskning. Han har undervist i præ- og postgraduate kurser i onkologi og kræftforskning i mere end 10 år.
Praktiserende læge Thomas Gorlén, Lægerne Randersgade
Praktiserende læge gennem 20 år. Gennem mange år arbejdet med palliation i almen praksis. Har gennemført Nordic Specialist Course in Palliative Medicine og er medforfatter af DSAMs vejledning om palliativ medicin. Medlem af Sundhedsfagligt råd for Palliation i Region Hovedstaden og speciale praksis konsulent i onkologi og palliation i region H. Thomas har stor undervisningserfaring og har i mange år undervist praktiserende læger og praksispersonale samt uddannelseslæger om palliation.
Hospitalspræst Christian Busch
Hospitalspræst på Rigshospitalet i 14 år. Stor erfaring med samtaler med kræftpatienter, deres pårørende og det sundhedsfaglige personale - om mødet med liv og død, livsmod og afmagt, og glæde og sorg som et uomgængeligt livsvilkår. Erfaren underviser, foredragsholder (bla på lægedage, Store kræftdag og andre lægekurser) og debattør. Forfatter til bogen ”På en måde skal vi dø”.
Cand.med., Ph.D., Professor i idrætsmedicin Ulrich Fredberg.
Overlæge på Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg 1997-2020. Specialeansvarlig overlæge og fra 2001-2020 ledende overlæge samme sted. Forfatter og medforfatter til over 50 publicerede videnskabelige artikler og lærebøger. Har været inviteret foredragsholder i mere end hundrede virksomheder, storklubber (bl.a. FC Barcelona) og faglige kongresser og møder i ind- og udland.
Kursusledelse
Speciallæge i almen medicin og specialist i palliativ medicin Anna Weibull, Diplom fra NSCPM 2007 og praktiserende læge i Grenaa i 23 år.
Speciallæge i almen medicin, Ph.D. Annika Norsk Jensen, Familielægerne Espergærde